Tøjmillionærer på himmelflugt: Derfor kan ingen kopiere os
På trappeopgangen står en punkteret racercykel. Den har iværksætteren Christoffer Bak ikke lige fået lappet. Det betyder heller ikke så meget. Hverken han eller de andre to stiftere af Shaping New Tomorrow, Christian Aachmann og Kasper Ulrich, har længere på arbejde, end de kan gå.
Skabelsen af tøj-virksomheden har været en forrygende succes. De første år investerede de alt i virksomheden. Nu er de millionærer. Ingen af dem bruger dog rigdommen på eksklusive vaner.
- Der er faktisk ingen af os, der ejer en bil. Det behøver vi jo ikke. Vores drøm er ikke så meget at tjene en masse penge, men at skabe noget, siger Kasper Ulrich, direktør og medstifter, Shaping New Tomorrow.
De tre stiftere bor stadig i lejligheder i centrum af Aalborg, ganske som for seks år siden, da de slog dørene op for deres første butik på Boulevarden i Aalborg med et helt nyt koncept. De ville lave verdens bedste bukser, som de markedsfører under navnet "the perfect pants". Sådan har de det stadig.
Tre gange så mange
- Siden vi lavede vores første bukser, har vi lavet over 100 ændringer på designet og har fået mange flere størrelser, så de gerne skulle være perfekte for alle, siger Christoffer Bak, chefdesigner og medejer af Shaping New Tomorrow.
Siden dengang er skjorter, t-shirts, jakker og meget andet kommet til i kollektionen.
Virksomheden har nu i alt fire fysiske butikker i Danmarks største byer. I slutningen af marts 2021 åbner de deres første fysiske butik i udlandet. Det bliver i Hamborg.
Lige nu har de knap 40 ansatte i hovedkvarteret, som ligger i en stilfuldt renoveret herskabslejlighed i flere etager på Østerågade i Aalborg. Naboejendommen er McDonald's.
På landsplan har Shaping New Tomorrow cirka 90 ansatte. Det er tre gange så mange som for et år siden. Gennemsnitsalderen er lav. Ejerne selv er omkring de 30 år.
Fordoblet omsætning
- Vores ansattes gennemsnitsalder er måske i starten af 30'erne her på hovedkontoret og endnu lavere, hvis vi regner butikspersonalet med, siger Christian Aachmann.
Konceptet er det samme som altid, fortæller han. Tøjet er fremstillet af helt særligt stof i god kvalitet. Det er strækbart, skal ikke stryges og sælges til rimelige priser rettet mod den konservative forbruger, der er til det klassiske snit.
Det er et koncept, danskerne kan lide. Ifølge Shaping New Tomorrow vender cirka halvdelen af alle kunder tilbage igen, hvilket er højt i tøjbranchen.
Omsætningen ramte i 2020 svimlende 200 millioner kroner. Det er mere end en fordobling i forhold til året før.
I år bliver omsætningen formodentlig højere.
Gjort af særligt stof
Det helt særlige stof produceres eksklusivt til Shaping New Tomorrow på en fabrik i Portugal. Det bliver tilvirket gennem en særlig proces.
- Vi er ikke bange for, at nogen kopierer vores koncept. Vi har brugt flere år på at udvikle det, siger Christoffer Bak, medstifter og produktionschef, Shaping New Tomorrow.
Han beslutter sig for at vise mig, hvor godt stoffet er og springer nærmest op i skødet af mig med drenget begejstring:
- Prøv at mærke her, siger Christoffer Bak og får mig til at hive ud i stoffet i hans stribede skjorte. Det er meget strækbart.
Mange diskussioner
Jeg nikker til ham. Det gør ham glad. Det er stadig en drøm, de tre venner lever. Drengene tilbringer måske 80 timer om ugen sammen, fortæller de. Fritid er der ikke meget af. Sport er der ikke tid til.
- Vi løber måske en tur sammen en gang i mellem, men ellers mødes vi nærmest kun her på kontoret, siger Christoffer Bak, produktionschef og medstifter, Shaping New Tomorrow.
Ejerne diskuterer livligt. De respekterer hinanden. Det var svært i starten at skelne mellem professionalisme og venskab. Nu går det fint. Input fra hinanden, personalet og kunderne er afgørende for succes.
- Det er træls at lave fejl, men endnu værre, hvis ikke man får dem rettet op. Vi forsøger at leve op til vores navn og stræber efter det perfekte. Vi vil være bedre i dag, end vi var i går, siger Kasper Ulrich.
Åbner flere butikker
Langt det meste af salget hos Shaping New Tomorrow foregår online. Her ligger omkring 70 procent af omsætningen. Sådan har konceptet været siden starten. Derfor har virksomheden også klaret sig bedre gennem krisen end mange konkurrenter.
- Vi ser egentlig os selv mest som en teknologivirksomhed, vi er født digitalte og baserer vores beslutninger på fakta. Vi er meget målrettede med at tilpasse vores værditilbud ud fra vores forbrugeres feedback, det vil sige at der er aldrig noget der hedder det endelige produkt siger Kasper Ulrich.
Butikkerne vil dog fortsat være vigtige for at udvikle produktet. Det er personalet også. Alt butikspersonale og kundesupport er gennem interne kurser for at sikre, at de kender produkterne og historien bag til bunds.
Målet for i år er at fordoble omsætningen endnu engang. Hvis det går som forventet i Tyskland, vil Shaping New Tomorrow åbne en række fysiske butikker i endnu flere lande. De sælger i forvejen online i hele Skandinavien, Tyskland, Østrig og Holland.